Anne Albinus

For nogle år siden, mens jeg var bosat i udlandet, skulle jeg holde foredrag i Danmark og Bruxelles. I den forbindelse blev der sat spørgsmålstegn ved, om jeg var “rigtig dansk”.

Da kursusprogrammet udkom, stod jeg kun opført med navn – modsat alle andre foredragsholdere, hvis arbejdspladser var nævnt. Jeg spurgte hvorfor og fik det svar, at den danske sponsor havde nedlagt forbud mod, at min arbejdsplads blev nævnt. Man havde også spurgt, om man kunne være sikker på, at jeg var “rigtig dansk”. Efter min mening irrelevant i forbindelse med det emne, jeg skulle tale om: Hvordan en dansk ansøger bedst forbereder sig til en stoptest i EU-viden ved udvælgelsesprøver til EU-institutionerne.

Jeg indrømmer, at min oplevelse er bagatelagtig, og jeg klagede heller ikke til Solvit over at være blevet diskrimineret i det indre marked .

Men jeg fik en dårlig smag i munden.

Var det fordi mit navn ender på -nus og ikke -sen, at man ville sikre sig, jeg var rigtig dansk?

Var det snæversynethed eller jantelov?

Eller var man bange for, at jeg talte udenlandsk ?

Ihvertfald begyndte jeg at tænke tilbage. Er jeg nu 100% rigtig dansk? Eller er Danmark stadig som i 1800-tallet:

»Hvis en person ikke kunne tale dansk, så var han ikke længere en rigtig dansker, selvom han havde statsborgerskab i Danmark,« siger en dansk historiker om 1800-tallet.

Symbol på Danmark

Tyske, norske og fynske rødder

Mit efternavn er ikke dansk. Jeg beklager. Navnet skyldes en apoteker fra Altona, der i 1790′erne tog til Rusland, hvor de manglede apotekere. Han nåede aldrig frem, for i Assens giftede han sig med apotekerenken.

Og, undskyld, så har jeg også norske rødder: fisker Nicolaj Schaarup giftede sig med min tiptipoldemor Inger Christensdatter Draxbech i Klitmøller i 1795. (Hendes to tidl.mænd, var druknet på havet). De fik et barn sammen, Anders Nicolajsøn Skaarup. Han blev tidligt forældreløs og kom i pleje på den gård, der nu er Klitmøller kro.

Klitmøllerbåd 1902

På trods af det kan jeg vel godt kalde mig rigtig dansk?  Norge og Altona hørte jo under det danske rige i 1700-tallet.

Ihvertfald har jeg fynske rødder: Dines Hanssøn (1713-70) fra Andebøllegård, der blev overfaldet, da han red hjem fra Odense Herredskontor. Vissenbjergrøverne frarøvede ham 320 rigsdaler.

Er det godt nok til at være rigtig dansk? Jeg kan yderligere oplyse, at jeg i 1972 fik en opmuntringspræmie for en New Hampshire høne på en fjerkræudstilling i Herning Hallerne.

Efterhånden som jeg tænkte tilbage, blev jeg mere og mere sur. Hvordan kan man betvivle min danskhed? Det er da revnende ligegyldigt i en globaliseret verden, hvilken nationalitet en foredragsholder har. Jeg følte med de mange, der har udenlandske navne, der ikke kommer til jobsamtale eller bliver diskrimineret på anden måde. Men jeg siger tak for, at jeg måtte få lov til at holde foredrag.

Den rigtige tolerance næres ikke af uvidenhed

Jeg vidste godt, der i Danmark findes nogle fremmedfjendtlige mennesker. Her kommer 3 eksempler, jeg har oplevet:

Mine venner fra Milano, der er mørke, fordi de stammer fra Sicilien og Calabrien, spurgte engang de besøgte os i Danmark i 90′erne: “Hvordan kan det være, man råbte Casablanca efter os? Og hvorfor stirrede nogle unge golfspillere ondt på os, da vi spiste på et vandrehjem på Sjælland?”

En anden gang var jeg vidne til en episode i en forretning på Frederiksberg. Ekspedienten talte nedladende til en ældre kunde, der havde lidt accent. På vej ud af døren sagde jeg til vedkommende: “Undskyld, på Danmarks vegne!” Han svarede: “Jeg er vant til det.” Han kom til Danmark i 1956 fra Ungarn. Han kunne dog fortælle, hvordan de ungarske flygtninge i sin tid blev særdeles godt modtaget i Vestjylland. De blev inviteret til middag en gang om ugen hos en dansk familie.

På gymnastikholdet i Bruxelles kom en belgisk dame hen til mig, da hun fandt ud, jeg var dansk. Hun spurgte:

“Hvordan kan det være, at mit barnebarn, en pige på 14 år, blev umotiveret slået af en ukendt i København? Hun var med et belgisk ungdomshold for at spille håndbold i en turnering. Mit barnebarns far er afrikaner. Er I ikke vant til mørke mennesker?”

Efter jeg er vendt hjem til Danmark efter 9 år i Belgien og har boet her i nu 1 1/2 år, forstår jeg, hvorfor man var mistænksom over for min danskhed i 2005. Jeg har kunnet følge bedre med i danske forhold, har abonneret på 4 aviser og fulgt debatten på nettet og i medierne. Og jeg må konstatere, at debatklimaet forekommer betændt. Fornuften er borte, og bl.a. medlemmer af DF og Trykkefrihedsselskabet opfordrer til splittelse med deres ytringer. Man er bange for den Anden. Men hvordan kan den Anden ændre sig, hvis man ikke kender ham?

Man skal hverken dæmonisere den Anden, foragte den ikke-kristne, ikke-europæeren, afrikaneren, araberen eller ukritisk falde på knæ og tolerere alt, f.eks.“hulke som den hvide mand af skyldfølelse og selvhad over for den 3. verden”. Man skal finde midten. Den rigtige tolerance næres ikke af uvidenhed”,

skriver den belgiske universitetslærer og retsfilosof, Guy Haarscher, i sin bog,“Kan demokratierne overleve terrorismen?” (“Les démocraties survivront-elles au terrorisme?” ed. Labor, 2002.)

Hvis “rigtig dansk” er at nære mistro over for Andre, så er jeg stolt af ikke at være “rigtig dansk”.

Venlig hilsen,

Anne Albinus

Den store Danske om danskhed:

“I et positivt perspektiv bliver danskheden derfor set som demokratisk sindelag, jævnhed, tolerance, ligefremhed og antiautoritetstro. I et negativt perspektiv ses danskheden som magelig selvtilstrækkelighed, ufunderet bedreværd, smålighed og dyrkelse af Janteloven”.